Claus Damsgaard
Stifter og partner
INDKOM er et konsulenthus, og her er vi allesammen konsulenter. Sådan har det altid været, men vi har ofte reflekteret over, om det måske var en fejl. Titlen konsulent bliver nemlig stadig forbundet med en masse fordomme, som på ingen måde afspejler, hvordan vi arbejder hos INDKOM. Spørgsmålet, der bliver ved med at dukke op i diskussioner her på kontoret, er derfor, om det at være konsulent er blevet uomtvisteligt forbundet med noget negativt?
Du sidder i en venskabelig forsamling og rækker saltet videre til personen ved siden af, som højlydt siger ”nå, hvor meget tager du så for den ydelse?”, hvorefter han griner selvtilfreds. Den slags situationer eller lignende har de fleste konsulenter oplevet. Oftest er det et udtryk for venskabeligt drilleri, men det har selvfølgelig grundlag i noget dybere. Vittigheden er således kun sjov, fordi den refererer til en fælles samfundsopfattelse af konsulenter som de hurtige jakkesætstyper, der sparker døren op til virksomheder med deres spidse sko og sælger varm luft til skyhøje priser.
Den brogede branche
Dette karikerede billede kender de fleste, men heldigvis har de kunder, vi møder i vores dagligdag, en anden forståelse. Alligevel må vi erkende, at vi befinder os i en branche med et blakket ry. Til hverdag navigerer vi således i et farvand fyldt med fordomme. Som konsulenter må vi derfor arbejde hårdt for at skabe tillid. Modsat tøver virksomhederne ikke med at stole på eksempelvis deres revisor. Jeg tror, at den stigmatisering, som branchen er blevet underlagt, har fået de fleste konsulenthuse til at overveje kreative titler som blandt andet erhvervscoach, personlig mentor, virksomhedsrådgiver og succesvejleder for at lægge afstand til konsulentbranchen.
Meget mere end den stereotype konsulent
Hos INDKOM er vi altid gået væk fra den slags løsning. Vi er stolte af at kalde os konsulenter. Vi forbinder det nemlig med kompetence og erfaring. Som konsulent hjælper vi virksomheder med at forløse potentiale. Kort sagt kan vi ikke afspejle os i den stereotype afbildning af konsulenter. Jeg kan godt nok ikke afvise, at der på et tidspunkt har sneget sig et jakkesæt og en enkelt spids sko eller to ind på kontoret, men jeg kan til gengæld afvise, at vi sælger varm luft. I stedet hiver vi vores kunder ud af den daglige drift og op i helikopterperspektivet, hvor de sammen med os kan se på de fremtidige muligheder for deres forretning. Vi har heller ikke skyhøje priser. Vi forsøger gennem længerevarende forløb at gøre konsulentydelser tilgængelige for de små og mellemstore virksomheder.
Lad resultaterne tale for sig selv
Med vores jordnære jyske mentalitet kalder vi nu en gang en spade for en spade, og en der rådgiver virksomheder for en konsulent. For os handler det derfor ikke om at ændre branchens ry eller om at distancere os fra titlen konsulent. Det handler om at have en klar forståelse af, hvad vi forbinder med at være konsulent. Derfor er det også ligetil, når vi skal formidle det til vores omverden. En konsulent kan være mange ting, men en INDKOM konsulent kan kun være én ting. Gennem vores arbejde træder vi derfor ud af skyggen fra det omdømme, der præger branchen. For os stopper diskussionen derfor her. Vi synes nemlig ikke, det giver mening for os at relatere til en overordnet forståelse af betegnelsen konsulent. I stedet handler det om at styrke vores eget brands omdømme. Hos INDKOM sker det helt naturligt ved, at vi gør det, vi er bedst til – nemlig at levere forretningsudvikling i øjenhøjde, der gør en forskel for de små og mellemstore virksomheder. Så lever vi med, at vi i privaten må lægge øre til en enkelt konsulentvittighed i ny og næ.
Få viden og indspark i din indbakke
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Med din tilmelding accepterer du at modtage vores nyhedsbrev med viden, værktøjer og invitationer til events (1-2 gange pr. måned via email). Du kan til enhver tid afmelde igen. Vi behandler dine oplysninger for at kunne sende dig nyhedsbrevet. Se mere i vores persondatapolitik