fbpx Skip to main content

Lær at præsentere dig selv og din virksomhed – og bliv husket

Claus Damsgaard

Stifter og partner

Du kender det godt: du er til netværksmøde og skal præsentere dig selv og din virksomhed, men hvad siger du? Det er ikke altid nemt at finde på noget relevant at sige i øjeblikket, men ved hjælp af nedenstående tre råd, bliver du klædt bedre på til at præsentere din virksomhed næste gang muligheden byder sig – og blive husket efterfølgende.

1. Juster din fortælling efter dit publikum

Først og fremmest skal du tilpasse din præsentation til hver enkelt situation. Står du over for leverandører, kunder, bank, revisor, et besøg på en skole eller et stort netværksarrangement? Din fortælling skal justeres alt afhængig af den kontekst, du befinder dig i, og det publikum du står overfor.

Dette giver naturligvis mere arbejde, når du ikke ’bare’ kan køre igennem med de samme talepunkter hver gang. Ikke desto mindre gør du dig selv og dit publikum en stor tjeneste ved at justere din præsentation afhængig af situationen. Brug 5 min. aftenen før på at gennemgå din præsentation med morgendagens publikum for øje. På den måde sikrer du dig, at din fortælling er relevant for dem, der skal høre den, og det øger chancerne for, at de lytter og forstår dig.

2. Strukturer din præsentation og inddrag kun relevant indhold

Du behøver dog ikke starte fra bunden hver gang. Det kan være en særdeles god ide at have en standard fortælling, som du altid kan trække på. Her skal du sikre dig, at der er struktur og relevans i din præsentation. Du skal dog ikke indlede din præsentation med en fortælling, der går tilbage til dine spæde idéer og grundtanker om virksomhedens etablering. Det er heller ikke en god idé at præsentere din virksomhed i indviklede fagtermer. Selvom de vidner om din ekspertise, kan det være vanskeligt for udefrakommende at forstå.

Men hvad skal du så? Hos INDKOM foreslår vi, at du sætter dig med et stykke papir og formulerer de tre vigtigste kendetegn ved din virksomhed, f.eks.: hvordan skaber I værdi, hvem skaber I værdi for, og hvordan gør I det anderledes end jeres konkurrenter. Overvej hvordan du så kort og præcist som muligt kan præsentere, hvad din virksomhed står for og laver.

3. Skab din egen originale vinkel

Nu skal dine kreative sider aktiveres. Hvordan kan netop du og din virksomhed blive husket, når du præsenterer? Svarene er uendelige og som bekendt er det kun fantasien, der sætter grænser. Hvis du er til netværksmøde og skal præsentere dig og din virksomhed som én blandt mange, er det fordelagtigt at skille sig ud fra mængden.

Måske kunne du medbringe en rekvisit, forklare en af dine pointer med en metafor, bruge dit kropssprog aktivt mens du taler, præsentere et fun fact omkring din virksomhed eller…? Scenen er din – så grib den. Du behøver ikke at opfinde den dybe tallerken, og du skal heller ikke indføre et tvist, der virker påtaget. Men overvej hvad du selv synes er fængende, når du hører andre fortælle. Du kan med fordel øve dig i din præsentation foran din partner eller ven og se, hvad der får vedkommende til at trække på smilebåndet.

Det er forskelligt, hvor ofte virksomhedsledere står i en situation, hvor de skal præsentere sig selv. Men uanset om det sker for dig tre gange om året eller tre gange om måneden, er det rart at have gjort sig nogle tanker om, hvad der er vigtigt at fortælle, og hvordan du får sendt de bedste signaler om netop din virksomhed.

Vi håber, du føler dig parat til at sætte dig og din virksomhed i rampelyset. God fornøjelse!

Få viden og indspark i din indbakke

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Med din tilmelding accepterer du at modtage vores nyhedsbrev med viden, værktøjer og invitationer til events (1-2 gange pr. måned via email). Du kan til enhver tid afmelde igen. Vi behandler dine oplysninger for at kunne sende dig nyhedsbrevet. Se mere i vores persondatapolitik